2 års garanti
Få det først, betal senere
Over 250.000 glade kunder
Certificeret kanocenter
Jeg forlader de rolige, trygge farvande i Falsterbokanalen og kommer ud i den sydlige Østersø. Folk i en modkørende motorbåd råber noget uhørligt. Lige uden for molerne mødes jeg af høje, til tider betagende dønninger. En tidligere storm har efterladt gammel sø.
Jeg sætter farten op over bølgetoppene for at holde balancen, sætter paddelen ned som støtte, mens jeg glider ned i næste bølgedal, og forsøger samtidig at få overblik forude for at undgå at blive fanget i de lange, svært synlige fiskenet, der er så almindelige langs kysten her, eller kæntre på en lumsk sandbanke. Det er begyndt at regne, og mørket falder på, da jeg efter et par timer når udkanten af Trelleborg, lander gennemblødt i en bugt, gemmer kajakken i et sivbælte, finder et vandrerhjem og får den sidste ledige seng. Teltet er hos min padlekammerat. Vi blev skilt ad gennem en misforståelse allerede i kanalen, så jeg tror, han også er på tørt land.
Min padlekammerat Jan Lönn og jeg er på en langdistancetur langs Sveriges lange kystlinje. Hver sommer padler vi en etape. Starten var under Svinesundsbron ved den norske grænse i roligt og solrigt vejr. En perfekt start på en lang kystpadling, der ville tage lidt over ti år, eller mere præcist 110 dage, og strække sig over 2.890 kilometer; en rejse gennem både tid og rum. Vi undgår den travleste del af sommeren. Ligeledes undgår vi sejlruter i de mest populære skærgårde.
De store havne med færgetrafik udgør direkte trusler mod padlere. Skibe og tilbageslagende bølger fra moler og stensætninger er til tider svære at håndtere. Men ellers er vi bemærkelsesværdigt alene og uforstyrrede langs den lange kyst. Vi har mad og telt med og behøver egentlig kun at besøge "civilisationen" for at fylde drikkevand op eller besøge en hyggelig havnerestaurant, ofte med fiskedelikatesser på menuen.
Bohuslän og Halland, med helt forskellige kystkarakterer, er lette etaper. Nu, uden for højsæsonen, er affolkningen mærkbar. Vi undgår folkemængderne, og vind og vejr er sjældent andet end behagelige bekendtskaber. Vi undgår de værste turistfælder og har derfor rigeligt med kontanter hele vejen. Kun tilkørslen til Göteborg bliver lidt dramatisk. Vinden frisker pludselig op fra frisk til næsten stormstyrke, inden vi når i sikkerhed bag Älvsborg fæstning.
I Göteborgs sydlige skærgård lærer vi sælerne at kende. De er nysgerrige, kommer til tider meget tæt på og føles som vores ledsagere. Klipperne langs kysterne giver plads til bløde, grønne enge, da vi kommer ned i Halland. At finde en plads til natlejr med havudsigt er nemt. Vi passerer de hektiske havne i Helsingborg og Malmø med et nødråb. Bropillerne på Øresundsbroen afslører, at vandet strømmer nordpå, mod det lavvandede og brakvandede Kattegat.
Skånes østkyst er en lang strand. I tusmørke og en frisk fralandsvind er jeg tæt på at kæntre i det kolde vand under den seks kilometer lange krydsning til Hanö i Blekinge. Vi får en opsang af folkene i den lille havn. Jan og jeg beslutter at padle hver for sig derfra, da vi har helt forskellige risikoappetitter. I stedet bliver Stig Johansson min padlekammerat fra Karlskrona og frem.
Ved Smålandsgrænsen runder vi en pynt og padler næsten lige ind i en havørn, der er lige så overrasket som vi. De øde strande langs Kalmarsund viser sig at være meget egnede lokationer for nudistlejre, og vi formår at gøre os forlegne flere gange, når vi forsøger at gå i land uden at have opdaget det.
En solrig majdag passerer vi atomkraftværket i Oskarshamn. Sikkerheden fungerer. En bil med vagter følger os fra kysten, mens vi kæmper os forbi i en kold modvind, og jeg er faktisk blevet en anelse søsyg. Vi er noget skuffede, da de indser, at vi er helt harmløse, og bilen kører væk med et hurtigt start.
Sankta Anna – sikke et fantastisk navn – har sin helt egen karakter, et virvar af skær og små øer. Navigation bliver til tider et problem. De lave højder på skærene kaldes Kupor her, hvilket passer godt til områdets skala. Vi har lært, at i den ydre skærgård er fritstående kupeltelte vejen frem. At campere på de glatpolerede klippeflader lige ved vandet er så intet problem. Morgendypningen sker så mere eller mindre frivilligt lige uden for teltet.
Stockholms vidtstrakte skærgård, som tilbyder alt fra grønne, venlige øer til knortede klipper og skær, udviser det samme fænomen som på vestkysten. Uden for de travle sejlruter og overfyldte naturhavne hersker ro og stilhed. Vi er for det meste helt alene. Vi priser Skärgårdsstiftelsen (Skærgårdsfonden), som har sikret, at store områder forbliver uudnyttede og dermed åbne for offentligt friluftsliv.
Da vi passerer den nordlige mole ved Öregrund, begynder Norrland i praksis. Al bådtrafik ophører som ved et trylleslag. Strandene bliver øde, husene få, og frem for alt bliver kysten stædigt klippefuld og svær at komme til. Til gengæld bliver de mennesker, vi møder, stadig mere venlige og snakkesalige, jo længere nordpå vi kommer.
Norrlandskysten er laaang. De normalt sydvestlige vinde, dvs. medvind for os, ser ud til her at have besluttet midlertidigt altid at komme fra nord, når vi sætter af fra land. Modvinden dræner nemt energien selv af den mest entusiastiske havpadler. Øer at søge læ bag er yderst få. Men vi opretholder alligevel på en eller anden måde vores sædvanlige tempo, 30-40 kilometer om dagen.
Havkajakroning kan virke monoton. Den kan til en vis grad sammenlignes med bjergvandring. Man oplever vide vidder, en åben horisont og frisk vind. Padleren får gode muligheder for meditative sysler. Men padleren er nok mere udsat for elementerne end bjergvandreren. Dagene går dog alt for hurtigt, når først skuldre og mavemuskler er nogenlunde akklimatiserede, og siddemusklerne har fået den rette form.
Höga kusten (Høje Kyst), et af vores verdensarvssteder, lever op til sit navn. Vi blæser mere eller mindre ind i det lille, afsides beliggende Berghamn, omgivet af høje bjerge og med en kedel af bølger og strømme ved indsejlingen. Til gengæld deltager vi i landsbyens årlige fest med dans, mad, drikke og behageligt selskab. Længere nordpå passerer vi skæret Dynglasset, i hvis umiddelbare nærhed vi besøger en overrasket kollega i hans sommerhus. Han samler sig hurtigt og forsyner os med forplejning. Västerbottenkysten lidt længere nordpå viser sig at have landets kedeligste kyst, store sten og tæt skov i kilometervis. Det positive er den hyggelige restaurant i Ratan, og at vi pludselig får medvind.
Norrbottens skærgård viser sig derimod at være en virkelig perle som finale på vores kystodyssé. Øerne består af sand, og derfor camperer vi normalt blandt sparsomt strandgræs med en tilhørende stor sandstrand, hvor vi har stedet for os selv.
Øst for Kalix får det meste på kortet pludselig finske navne. Vi nærmer os det tosprogede Tornedalen. En skypumpe med tordenvejr og hagl – på fastlandet brænder et gammelt toldhus ned, og nogle tage blæser af – passerer, mens vi besøger den karakteristiske nationalpark Haparanda Sandskär langt ude i Bottenhavet.
Til sidst padler vi, i modvind, op til og banker næverne på grænsemarkering nr. 59 ved Torne älvs udmunding, Sveriges østligste punkt på fastlandet. Og vi står over for problemet med at finde en ny udfordring, da vi indser, at den lange rejse faktisk er ovre.
