2 års garanti
Få det først, betal senere
Over 250.000 glade kunder
Certificeret kanocenter
En turberetning delt af Långholmen Kajak – den svenske del af Northkayak.
Rute: Svinesund (norske grænse) – Torne älvs udmønding (finske grænse)
Distance: 2.890 km
Padledage: 110, fordelt over godt ti somre
Dagsetape: som regel 30–40 km
Jeg forlader det rolige, trygge vand i Falsterbokanalen og kommer ud i den sydlige Østersø. Folk i en modgående motorbåd råber noget, jeg ikke kan høre. Lige uden for molerne mødes jeg af høje, til tider hårrejsende bølger – en tidligere storm har efterladt en tung, gammel sø.
Jeg sætter fart over bølgetoppene for at holde balancen, støtter med pagajen, når jeg glider ned i næste bølgedal, og prøver samtidig at holde øje fremad, så jeg ikke bliver fanget i de lange, svært synlige fiskegarn, der er så almindelige på denne kyst, eller kæntrer på en lumsk sandbanke. Det er begyndt at regne, og mørket falder på, da jeg efter et par timer når udkanten af Trelleborg. Jeg går i land drivvåd i en vig, gemmer kajakken i en rørskov, finder et vandrerhjem og får den sidste ledige seng. Teltet har min padlemakker – vi mistede hinanden på grund af en misforståelse allerede i kanalen, så jeg går ud fra, at også han er på tørt land.
Min padlemakker Jan Lönn og jeg er på en langtur langs Sveriges lange kyst og padler én etape hver sommer. Vi startede under Svinesundsbroen ved den norske grænse i roligt, solrigt vejr – en perfekt start på en kystrejse, der skulle tage godt ti år, eller mere præcist 110 dage, og strække sig over 2.890 kilometer: en rejse gennem både tid og rum. Vi undgår de travleste sommeruger, og vi undgår sejlrenderne i de mest populære skærgårde.
De store færgehavne er en reel fare for padlere. Skibe og bølger, der kastes tilbage fra moler og stenkajer, kan være svære at håndtere. Ellers er vi bemærkelsesværdigt alene og uforstyrrede på den lange kyst. Vi har mad og telt med og behøver kun at besøge „civilisationen“ for at fylde drikkevand på – eller for at nyde en hyggelig havnerestaurant, ofte med fisk og skaldyr på menuen.
Bohuslän og Halland, med hver deres helt forskellige kystkarakter, er afslappede etaper. Uden for højsæsonen føles kysten næsten affolket. Vi undgår menneskemængderne, og vind og vejr er sjældent andet end behageligt selskab. Vi holder os også fra de værste turistfælder, så budgettet holder hele vejen. Kun indsejlingen til Göteborg bliver lidt dramatisk: Vinden øges pludselig fra frisk til næsten kuling, før vi når i læ bag Älvsborg fæstning.
I Göteborgs sydlige skærgård lærer vi sælerne at kende. De er nysgerrige, kommer nogle gange helt tæt på og føles som rejsekammerater. Klippekysten afløses af bløde, grønne enge, da vi kommer ned i Halland, og det er nemt at finde en lejrplads med havudsigt. De travle havne i Helsingborg og Malmö passerer vi med en vis bæven. Bropillerne på Øresundsbroen viser, at strømmen løber mod nord, mod det lave, brakke Kattegat.
Skånes østkyst er én lang strand. I tusmørket og en frisk fralandsvind er jeg tæt på at kæntre i det kolde vand under den seks kilometer lange krydsning til Hanö i Blekinge, og vi får en skældud af folkene i den lille havn. Jan og jeg beslutter at padle hver for sig derfra, da vi har helt forskellig risikovillighed. Fra Karlskrona bliver Stig Johansson i stedet min padlemakker.
Ved grænsen til Småland runder vi et næs og padler næsten lige ind i en havørn, der er lige så overrasket som vi. De øde strande langs Kalmarsund viser sig at være populære blandt naturister, og mere end én gang dummer vi os ved at gå i land, før vi opdager det.
En solrig majdag passerer vi atomkraftværket ved Oskarshamn. Sikkerheden fungerer: En bil med vagter følger os langs kysten, mens vi kæmper os forbi i kold modvind – og jeg er faktisk blevet en smule søsyg. Vi er næsten skuffede, da de indser, at vi er helt ufarlige, og kører væk.
Sankta Anna – sikke et vidunderligt navn – har sin helt egen karakter: en labyrint af skær og små øer, hvor navigationen til tider er en udfordring. De lave toppe på skærene kaldes her kupor, „kupler“, hvilket passer godt til områdets skala. Vi har lært, at i yderskærgården er fritstående kuppeltelte vejen frem – så er det ikke noget problem at slå lejr på de glatslebne klippeflader lige ved vandet, og morgenbadet foregår mere eller mindre frivilligt lige uden for teltet.
Stockholms enorme skærgård, med alt fra grønne, venlige øer til barske klipper og skær, viser det samme som vestkysten: Væk fra de travle sejlrender og overfyldte naturhavne hersker ro og stilhed, og vi er for det meste helt alene. Vi er taknemmelige over for Skärgårdsstiftelsen (Skærgårdsfonden), som har holdt store områder ubebyggede og åbne for alle.
Når vi passerer den nordlige mole ved Öregrund, begynder Norrland i praksis. Al bådtrafik ophører som ved et trylleslag. Strandene er tomme, husene få, og frem for alt bliver kysten klippefyldt og svær at gå i land på. Til gengæld bliver de mennesker, vi møder, venligere og mere snakkesalige, jo længere mod nord vi kommer.
Norrlandskysten er laaang. De sædvanlige sydvestenvinde – medvind for os – synes at have besluttet sig for at komme fra nord, hver gang vi sætter ud. Modvind dræner selv den ivrigste havkajakpadler for energi, og øer at søge læ bag er få og langt imellem. Alligevel holder vi på en eller anden måde vores sædvanlige tempo på 30–40 kilometer om dagen.
Havkajakpadling kan virke ensformig, lidt ligesom fjeldvandring: vidder, en åben horisont og frisk vind, med god plads til meditative tanker – selv om padleren nok er mere udsat for elementerne end vandreren. Når skuldre og mavemuskler har vænnet sig til det, og man har fundet den rette siddestilling, går dagene alt for hurtigt.
Höga kusten (Højkysten), et UNESCO-verdensarvsområde, lever op til sit navn. Vi bliver mere eller mindre blæst ind i den lille, afsides havn Berghamn, omgivet af høje bjerge og med en heksekedel af bølger og strøm ved indsejlingen – og bliver belønnet med landsbyens årlige fest med dans, mad, drikke og godt selskab. Længere mod nord passerer vi skæret Dynglasset, hvor vi overrasker en arbejdskollega i hans sommerhus; han tager sig hurtigt sammen og giver os mad. Västerbottenkysten lidt længere mod nord viser sig at være landets mest ensformige med store sten og tæt skov kilometer efter kilometer. Lyspunkterne er den hyggelige restaurant i Ratan og en pludselig medvind.
Norrbottens skærgård er til gengæld en sand perle som finale på vores kystodyssé. Øerne består af sand, så vi slår som regel lejr blandt spredt strandgræs ved en stor sandstrand, som vi har helt for os selv.
Øst for Kalix bliver de fleste navne på kortet pludselig finske – vi nærmer os det tosprogede Tornedalen. En skypumpe med torden og hagl passerer, mens vi besøger den særprægede nationalpark Haparanda Sandskär langt ude i Den Botniske Bugt; på fastlandet brænder et gammelt toldhus, og tage blæser af.
Til sidst padler vi i modvind op til grænsesten nr. 59 ved Torne älvs udmønding, Sveriges østligste punkt på fastlandet, og banker næverne i den. Så står vi over for et nyt problem: at finde den næste udfordring, nu hvor den lange rejse faktisk er slut.
En kystrejse som denne kræver en sødygtig kajak med plads til telt, mad og vand, en let pagaj og tøj til koldt vand. Se vores havkajakker og oppustelige kajakker – som du kan tage med tog eller fly til starten af hver etape – samt tørdragter og kajaktilbehør. Mere inspiration: kajakture i Sverige og yndlingssteder for kajakpadling i Sverige.
